AFLYST: Bigband-koncert – med kor og strygere

Flows from the River - en rejse i ord og musik gennem et unikt musikalsk narrativ.

Værket Flows from the River beskriver en flods rejse, fra dens fødsel som smeltevand fra en gletsjer til dens ende, når den møder havet. I løbet af værkets syv satser udtrykkes flodens mangfoldige liv og forskellige udtryk gennem musik og tekst.

Værkets malende engelske tekster, skrevet af Frederik Leopold Corneliusen, beretter om flodens mangfoldige fremtrædelsesformer, som en metafor for menneskelivets udfordringer, fra barndom til ungdom, fra voksenlivet til alderdom, for til sidst at mødes med evigheden ved flodens udmunding.

Inspiration fra Island

Komponisten Gunnar Sigfússon kommer fra Island og er vokset op omkranset af floder, bjerge og storslåede kontraster i naturen, som har været med til at forme hans musikalske identitet.

Med dette brag af en koncert afslutter Sigfússon sine fem års kandidatstudier ved Det Jyske Musikkonservatorium. Ved koncerten sammensmelter de forskellige musikalske universer, som har omgivet Gunnar Sigfússon på konservatoriet: moderne bigband-musik, rytmisk kormusik og klassisk musik.

Koncerten viser Sigfússons interesse for at eksperimentere med crossover-samarbejde. 44 dygtige musikere og sangere fra det frodige aarhusianske musikmiljø former det samlede ensemble bestående af både bigband, rytmisk kor og strygere.

Gunnar Sigfússon er bl.a. inspireret af den klassiske musiks tradition for requiem-messer, som med stort kor og orkester kredser om menneskets tilværelse og livet efter døden. Flows from the River handler om emner, som optager det moderne menneske, ikke forankret i religion men nærmere i filosofi og videnskab.

Der udstedes ikke billetter til denne koncert – kom i god tid.
Alle events