Alumnekoncert: Aros Guitarduo

Aros Guitar Duo, Mikkel Egelund Nielsen og Simon Wildau, udgiver i samarbejde med OUR RECORDINGS CD’en “IN TIME” med 6 værker komponeret til duoen i samarbejde med komponisterne John Frandsen, Rasmus Zwicki, Peter Bruun, Wayne Siegel, Martin Lohse og Asger Buur.

Simon og Mikkel er begge udannet som solister fra DJM og har i alle årene modtaget undervisning lektor Frederik Munk Larsen. Efter endt uddannelse i 2018 har AGD hovedsageligt haft fokus på samarbejdsprojekter med adskillige komponister. I studietiden var AGD konkurrencevinder i en serie af konkurrencer, både som solister og som guitarduo. Heriblandt kan prisen for bedste opførelse af et nyskrevet værk ved P2’s kammermusikkonkurrence og 1.pris ved LIGITA nævnes.

CD’en IN TIME består af 6 værker, alle baseret på oden ‘In Vernalis Temporis’, der blev skrevet og komponeret af Morten Børup, der var rektor ved Aarhus Katedralskole, omkring år 1500. Det gennemgående tema agerer rød tråd og er med til at fremhæve komponisternes forskellige måde at arbejde på, samtidig med at værkerne fastholder en lykkelig melankoli i symbiose med melodien.

Efter koncerten vil man blive budt på et glas bobler og en hyggelig snak.

Der udstedes ikke billetter til denne koncert – kom i god tid.
Alle events