Åben Langgaard-masterclass for sangere og pianister
Alle interesserede er velkomne til åben Rued Langgaard masterclass for sangere og pianister. Undervisningen varetages af to Langgaard-eksperter, sopran Signe Asmussen og pianist Berit Johansen Tange.
Dagen begynder med en lille introduktion til Langgaard, derefter kører det ellers slag i slag med fem sangere og deres respektive pianister.
Samarbejde med Rued Langgaard Festivalen
De to masterclasses indgår i et samarbejde mellem Rued Langgaard Festivalen i Ribe og de tre danske musikkonservatorier med klassiske studerende. Alle konservatorierne afholder masterclass op til årets Langgaard-konkurrence for sangere, strygere, pianister og organister d. 29. og 30. april i Koncertkirken og Sankt Markus Kirken i København.
Konkurrencen og masterclasses skal stimulere kendskabet til Rued Langgaards musik i det professionelle danske miljø og give talentfulde studerende koncerterfaring. Vinderen af konkurrencen modtager 25.000 kr. og skal spille koncert ved Rued Langgaard Festival i september i Ribe. 2. pris er på 15.000 kr. og 3. pris er på 10.000 kr.
På DJM bliver der afholdt en særskilt masterclass for organister fredag d. 24. marts med organist Philip Schmidt-Madsen. Denne masterclass er ikke åben for publikum.
Masterclass og konkurrence er generøst støttet af Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.