Thomas Tronhjem – H.O.C. Zinck Piano Works Vol. 2 – The Ludwigsluster Sonatas

”Denne artikel gør naturligvis ikke krav på at være en udtømmende behandling af Zinks klaversonater. Mangt og meget kunne trænge til nærmere belysning. Men det væsentligste er dog tilkendegivelsen af, at de fortjener langt større opmærksomhed, end de hidtil har været genstand for.”

Således afrunder magister og leder af musikafdelingen ved Statsbiblioteket i Aarhus Erling Winkel (1911-69) tilbage i 1951 en artikel i Dansk Musiktidsskrift om H.O.C. Zincks klaversonater. Med mere end et halvt århundredes forsinkelse opfyldes endelig Erling Winkels ønske, for med denne samt en efterfølgende cd-udgivelse præsenteres nu samtlige klaverværker af H.O.C. Zinck.

Antallet af Zincks kompositioner er ikke overvældende stort, men allerede i tiden som medlem af hofkapellet i Ludwigslust blev han anset som en lovende komponist, og en del værker stammer fra denne ansættelse (1777-1786).

Zincks overleverede klaverværker er alle trykt i hans levetid, og de tæller i alt 12 store sonater samt 2 variationsværker og en række enkeltsatsede karakterstykker. De første 6 sonater, som findes på denne CD udkom i Leipzig og Hamburg i 1782 under titlen 6 Clavier-Sonaten benebst der Ode ‘Kain am Ufer des Meeres’ als einen Anhang zur sechsten Sonate. Zinck vol. 1 udkom i 2009 og indeholdt sonater udgivet i årene 1791-93 af den københavnske musikforlægger Søren Sønnichsen (1765-1826). En CD med de resterende Zinck klaverværker er planlagt til at udkomme ultimo 2012.

Sideløbende med Thomas Tronhjems CD-produktioner er H.O.C. Zinck’s samlede klaverværker blevet udgivet på noder af “Edition HH Ltd” i London, edited by Christopher Hogwood. Sidste bind af i alt 3 med Zinck’s klaverkompositioner på dette forlag er udkommet for ganske nyligt.

THOMAS TRONDHJEM, pianist

Uddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus med Poul la Cour som lærer; di-plomeksamen i 1983 med højeste karakter og udmærkelse samt en overordentlig flot anmeldt de-butkoncert i 1985.

Udstrakt virke som koncertgiver med soloklaver-recitals samt som kammermusiker og ak-kompagnatør med optræden såvel her i Danmark som i andre europæiske lande, og har gæstet Italien, Kroatien, Rumænien, Rusland (bl.a. det berømte Tjajkovskij-museum), Schweiz, Tyskland og Sverige med koncerter. Desuden været solist med forskellige danske symfoniorkestre og sinfo-niettaer samt flere udenlandske i koncerter af Bach (d-mol samt 5. Brandenburger- koncert), to Mozart-koncerter, Beethovens C-dur klaverkoncert samt Klaver-korfantasien i c-mol, Schumanns klaverkoncert, Saint-Saëns’ symfoniske digt ”La Carnaval des Animaux” samt Rakhmaninovs 1. og 2. koncert.

Udgivelse af foreløbigt 7 CD’er med ikke tidligere indspillede klaverværker af de danske guldal-derkomponister Kuhlau, Weyse, Schulz og Kunzen; disse 7 CD’er har alle modtaget usædvanligt flotte anmeldelser i såvel danske som internationale aviser og velestimerede musiktidsskrifter, de har været særdeles hyppigt afspillet i både dansk samt udenlandsk radio og er solgt i alle vesteuropæiske lande samt i bl.a. USA, Canada, Japan og Korea.

Udgivelsen med Weyses klaversonater vandt i 2002 den fornemme ”Danish Music Awards” (Grammy) i kategorien Årets bedste soloudgivelse og blev samtidig nomineret til Årets radiopris; i november 2003 vandt CD’en med Kunzen-klaverværker den nyindstiftede P2-pris, også i kategorien årets bedste soloudgivelse. Udover en lang række radiotransmitterede præsentations- og portrætprogrammer med disse CD-udgivelser også medvirken ved talrige radioudsendelser fra recitals, i forbindelse med kammermusik, som akkompagnatør samt i mange andre forskellige musikalske sammenhænge.

I dag docent i klassisk klaver og akkompagnement ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

0 resultater