NY CD: Ulrik Spang-Hanssen: Händel Organ Concertos 13-16

Konservatoriets orgelprofessor Ulrik Spang-Hanssen udgiver sammen med Randers Kammerorkester under ledelse af David Riddell 4 af Händels skønne orgelkoncerter samt en enkelt sonate.

”Selvom to af musikhistoriens største komponister – Georg Friederich Händel og Johann Sebastian Bach – begge kom til verden i 1685 med en måneds mellemrum og i omtrent samme del af Tyskland, mødte de aldrig hinanden. Mens Bach blev født ind i en familie af komponister og musikere, var Händel søn af en bartskærer, der havde bestemt, at den unge Georg Friederich skulle studere jura. Det lykkedes dog ikke faren at kvæle sønnens åbenlyse musikalske talent, og selv om Georg Friederich i 1702 blev optaget på jurastudiet ved universitetet i Halle, havde han allerede i mange år studeret komposition, orgel-, obo- og violinspil hos Friedrich Wilhelm Zachow, der var organist i den lokale Marienkirkche. Zachow havde en bred musikalsk horisont, der også rakte ud over kirketårnet i Halle. Händel kunne således gå på opdagelse i lærerens store bibliotek af partiturer fra både Tyskland og Italien, og som kopist og nodeskriver lærte Händel de forskellige landes musikalske kendetegn fra den franske ouverture til den italienske arie.

Orgelkoncert nr. 13 (HWV 295)
Sandsynligvis uropført den 4. april 1739 i forbindelse med en opførelse af oratoriet ”Israel in Egypt” på King’s Theatre. Koncerten har fået tilnavnet ”Gøgen og nattergalen” og er berømt på grund af anden sats, hvor en række motiver efterligner de to fugles sang.

Orgelkoncert nr. 14 (HWV 296a)
Uropført den 20. marts 1739 i forbindelse med en opførelse af oratoriet ”Alexander’s Feast” i King’s Theatre.

Orgelkoncert nr. 15 (HWV 304)
Sandsynligvis uropført den 14. februar 1746 i forbindelse med en opførelse af oratoriet ”Occasional Oratorio” i Theatre Royal, Covent Garden.

Orgelkoncert nr. 16 (HWV 305a)
Sandsynligvis uropført den 1. april 1747 i forbindelse med en opførelse af oratoriet ”Judas Maccabaeus”. Er baseret på de tre satser i Händels egen ”Concerto a due cori” (HWV 334), der sandsynligvis er blevet spillet i forbindelse med opførelse af det samme oratorium. I forhold til de øvrige orgelkoncerter på denne cd er instrumentationen udvidet med to horn og to fagotter, hvilket giver en mere udadvendt og glansfuld farve og klang.

Sonate i D-dur
Komponeret i Rom i 1707 som en del af oratoriet ”Il Trionfo del Tempo”, der blev uropført samme år i Kardinal Pietro Ottobonis slot. Er blevet kaldt musikhistoriens første orgelkoncert.”

Bjarne Mørch Jensen