Fini Henriques: Danish Songs and Romances, Vol. 2

Fini Henriques var en ganske produktiv komponist og har skrevet inden for de fleste genrer. For scenen komponerede han operaer, balletter og skuespilmusik. For orkestret skrev han bl.a. symfonier og mindre orkesterværker. Rækken af værker for diverse kammerensembler fokuserer ikke overraskende på violinen. Han har komponeret en del værker for soloklaver, og dertil kommer en lang række sange samt korværker.

Lars Thodberg Bertelsen, baryton
Thomas Tronhjem, klaver

Som skabende kunstner slog Fini Henriques igennem omkring 1900, hvor særligt den dramatiske musik indtog en central plads. Her fik han dog kun kortvarig og betinget succes. Derimod viser en række korte aforistiske karakterstykker noget anderledes centralt i Henriques’ kunstnerpersonlighed, og de mange små klaverstykker med emner fra børnenes verden blev Henriques’ særlige domæne.

Henriques’ musik er beskrevet som åben og imødekommende. Stilistisk var han på ingen måde progressiv eller nyskabende, men holdt sig overvejende inden for et senromantisk tonesprog. De mange nye stilistiske strømninger, som i århundredets begyndelse og navnligt i udlandet udfoldede sig i en hastig strøm, optog ham mindre. Heller ikke den hjemlige Carl Nielsens musik fik nogen afgørende indflydelse på Henriques.

I mange år har Henriques’ musik overvejende været glemt, men i de senere år er der udgivet flere cdindspilninger af hans værker. Fini Henriques: Sange og romancer – volume 1 og 2 udkommer i hhv. 2015 og 2016, og hermed håber vi at kunne medvirke til, at dette repertoire bliver genopdaget, og at de mange, fine sange (og Henriques’ musik generelt) vil kunne genvinde lidt af den yndest og popularitet, de tidligere nød.

THOMAS TRONDHJEM, pianist
Uddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus med Poul la Cour som lærer; diplomeksamen i 1983 med højeste karakter og udmærkelse samt en overordentlig flot anmeldt debutkoncert i 1985. Udstrakt virke som koncertgiver med soloklaver-recitals samt som kammermusiker og akkompagnatør. Desuden været solist med forskellige danske symfoniorkes- tre og sinfoniettaer samt flere udenlandske. Udgivelse af foreløbigt 10 cd’er med ikke tidligere indspillede klaverværker af de danske guldalder-komponister Kuhlau, Weyse, Kunzen, Schulz, Zinck og Schall; disse 10 cd’er har alle modtaget usædvanligt flotte anmeldelser i såvel danske som internationale aviser og velestimerede musiktidsskrifter. Udgivelsen med Weyses klaversonater vandt i 2002 den fornemme ”Danish Music Awards” (Grammy) i kategorien Årets bedste soloudgivelse og blev samtidig nomineret til Årets radiopris; i november 2003 vandt cd’en med Kunzen-klaverværker den nyindstiftede P2-pris, også i kategorien årets bedste soloudgivelse. I dag docent i klassisk klaver og akkompagnement ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

LARS THODBERG BERTELSEN, baryton
debuterede i 1987 og har siden været flittigt benyttet som lied- og oratoriesolist. Han har optrådt med de danske landsdels- orkestre, og sunget under dirigenter som Gary Bertini, Richard Hickox, Michael Schønwandt og Peter Schreier. Af større operapartier har han bl.a. sunget Figaro i Rossinis ”Barberen i Sevilla”, Guglielmo i ”Cosi fan Tutte”, Johan i ”Ungdom og Galskab”, Gunther i Wagner’s ”Ragnarok” og Papageno i ”Tryllefløjten”. Lars Thodberg Bertelsen har nu medvirket på mere end 20 cd’er med værker af bl.a. Telemann, Arnold Schoenberg, Carl Nielsen, Otto Mortensen og Per Nørgård. Siden 2004 ansat som docent ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Lars Thodberg Bertelsen har modtaget flere priser, heriblandt Aksel Schiöts-prisen 1990.

0 resultater