31.05.2024

Bevilling til KUV-projekter

To kunstneriske udviklingsprojekter ved Det Jyske Musikkonservatorium har tidligere i år modtaget en bevilling fra den centrale KUV-pulje under Kulturministeriet. KUV står for Kunstnerisk udvikling, og puljen støtter nyskabende projekter og kunstnerisk innovation inden for de videregående kunstneriske uddannelser.

Kunstfaglige forskydninger og alternativ virtuositet

Det ene projekt har titlen: ”BETWEEN AND BEYOND – en undersøgelse af displacement mellem kunstfagligheder”. Projektet problematiserer begrebet virtuositet og dets traditionelle betydning som en grundlæggende kvalitet inden for udøvende kunst.

Jazztrommeslager og adjunkt Christian Windfeld og lektor i klassisk slagtøj Henrik Knarborg Larsen afsøger med dette projekt alternative former for virtuositet, der kan skabe en transformerende oplevelse af f.eks. scenisk tilstedeværelse og følsomhed, frem for præcision og teknisk overskud.

Projektet udføres som et samarbejde mellem de to slagtøjsspillere, en koreograf og en danser, der tilsammen danner en kernegruppe, hvor hoveddelen af den eksperimenterende proces finder sted under retreats, bl.a. med deltagelse af dansere fra Den Danske Scenekunstskole.

Tilsagnet om bevilling fra KUV-puljen konstaterer blandt andet, at ”arbejdsform og metode er godt beskrevet og redegør for et spektrum af relevante KUV-kontekster, der kan have betydning for styrkelse og videreudvikling af undersøgelsens kritiske potentiale.”

Knarborg Larsen har i et tidligere KUV-projekt udforsket den indflydelse, kropsbevidstheden i den japanske kampsport Ki-Aikido kunne have på en slagtøjsmusikers mulighed for at udvide sit udtryksrepertoire.

Lytterinddragelse

Det andet projekt har titlen: “Touch, Perception and Listener Participation in Contemporary Music and Sound Art”. Projektet ligger i forlængelse af lektor i komposition Juliana Hodkinsons skabende virksomhed, hvor musikken betragtes som relationel, med behov for åbne, delvist kollektive og mere demokratiske strategier for komposition, fortolkning, lytning og kontekst – og hvor stedsspecifikke aspekter får afgørende betydning.

Gennem praksisbaseret udvikling af nye performance-værker afprøver Hodkinson metoder, hvor fysisk berøring skaber plads til et holistisk, multimodalt og kropsengageret engagement i form af resonans med en given type instrumenter (her: klaver), i en vekselvirkning mellem en pianist, en komponist og en skuespiller.

KUV-projekterne en vigtig del af vidensgrundlaget på de kunstneriske uddannelser. KUV-puljen giver mulighed for, at undervisere gennem kunstnerisk praksis kan udforske, videreudvikle og reflektere over nye arbejdsmåder og metoder i egen kunstneriske og kunstpædagogiske praksis. Over de seneste ti år har der været en kontinuerlig udvikling inden for den praksisbaserede kunstneriske forskning, og KUV har udviklet sig til at være væsentlig for vidensgrundlaget på de kunstneriske uddannelser i Danmark.

Midlerne i KUV-puljen fordeles af et KUV-udvalg, som er nedsat af kulturministeren.

Alle nyheder

0 resultater