11.11.2021

Banebrydende forskning om online musikundervisning

DJM er partner i nyt banebrydende forskningsprojekt vdr. online undervisning i klassisk musikudøvelse

Fredag d. 5. november mødtes 20 undervisere, forskere og ledere fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg Kulturskole og Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet til en workshop i Musikkens Hus i Aalborg. Her blev de første brikker lagt til en række konkrete undervisningsforløb, der skal indgå i et helt nyt og banebrydende forskningsprojekt.

Over en 2½-årig periode skal projektet udvikle, afprøve og evaluere en række vidt forskellig online læringsmetoder inden for musikundervisning, fra begynder- til eliteniveau. Projektet gennemføres på et praksisbaseret grundlag, dvs. med udgangspunkt i konkrete undervisningsforløb på de forskellige niveauer.

Projektet involverer 15 undervisere fra både kulturskolen og konservatoriet, mere end 200 musikelever og musikstuderende på alle niveauer og syv forskere.

Projektet undersøger, hvordan online teknologi og nye pædagogiske metoder kan gøre undervisningen i – primært klassisk – musikudøvelse mere vedkommende og relevant for børn og unge på alle niveauer. Og hvordan online undervisning kan videreudvikle musikundervisningen, så den når ud til et bredere udsnit af børn og unge og formår at motivere og fastholde dem i deres musikalske bestræbelser – både for at stimulere musiklivet i bred forstand og for at understøtte særligt talentfulde elever.

Konkurrence fra udlandet og fra onlinemarkedet

Der er en målbar stigning i interessen for klassiske koncerter i Danmark – men ikke en tilsvarende stigning i interessen blandt børn og unge for at spille et klassisk instrument. Samtidig vokser den internationale konkurrence, stadig flere musikere i de danske symfoniorkestre kommer fra udlandet. Det samme gælder tilgangen af klassiske studerende ved de danske musikkonservatorier, og dermed bliver barren sat stadig højere for danske ansøgere. Der er i stigende grad brug for, at musikundervisningen når ud til potentielle talenter i alle slags miljøer og i alle afkroge af landet.

På det private marked ses stadig flere aktører, som tilbyder musikundervisning online. Kvaliteten er imidlertid svingende, eksempelvis lærer mange i dag at spille gennem Youtube tutorials, uden at en kompetent underviser kan vejlede med hensigtsmæssig teknik og udvikling af musikalsk udtryk.

Et helt nyt forskningsfelt

Der er kun lavet ganske få studier af teknologiunderstøttet musikundervisning, og der findes i det hele taget ikke ret mange undersøgelser, der involverer kreative og kropsorienterede fag. De studier der er, er alle i meget lille skala. Og navnlig asynkron digital musikundervisning (dvs. videobaseret uden samtidig fysisk møde mellem elev og underviser), som er en del af det nye projekt, er et helt uudforsket område.

De tre partnere bag projektet har alle en vis erfaring med og indsigt i online musikundervisning. Det Jyske Musikkonservatorium er et af de videregående musikuddannelsesmiljøer i verden, der er længst fremme med implementering af online læring. RAMA Vocal Center ved DJM har i en årrække leveret online undervisning til rytmiske korledere over hele verden, og den klassiske klaverfaggruppe har ligeledes i flere år arbejdet med online læringsrum og videooptagelser.

Aalborg Kulturskole er landets største og har de kommende år dedikeret sig til at undersøge og udvikle nye undervisningsformer. En række undervisere bruger allerede online læring i egen praksis. Og Aalborg Universitet, Institut for Kultur og Læring, råder over internationalt anerkendte forskningskompetencer og erfaringer inden for online læring og har som de eneste i Danmark allerede vidtgående erfaringer med undersøgelser af online læring i musikundervisning.

Lektor ved Det Jyske Musikkonservatorium, Søren Rastogi, udtaler: ”Vi er utrolig glade for at kunne sætte gang i dette forskningsprojekt, som allerede efter første workshop virker særdeles lovende. Det er første gang – også internationalt – at man systematisk og over en længere periode iværksætter, undersøger og evaluerer et bredt spektrum af online musikundervisning. Vi håber, at resultaterne vil komme hele området til gavn og vise nye og frugtbare måder til at inddrage ny teknologi i musikundervisningen.”

Professor Rikke Ørngreen, Institut for Kultur og Læring, AAU, udtaler: ”Vi er begejstrerede for at arbejde med at kvalificere online læring i alle dets afskygninger og være med til at designe, udvikle, afprøve og evaluere teknologiunderstøttede metoder og online tilgange. I dette projekt har forskningen en meget design- og eksperimenterende tilgang. Projektet udvikler vores forskningsmetoder og giver ny viden og indsigter og dermed et bedre grundlag for at kunne lave kvalificeret læringsdesign fremover.”

Afdelingsleder Line Møller, Aalborg Kulturskole, udtaler:  ”Vi er altid interesseret i at lære nyt, perspektivere vores praksis og derigennem udvikle (nye) undervisningsformer og -metoder. Der bliver sjældent forsket på vores område, men vi oplever i stigende grad at der er behov for, at vi kan understøtte vores “mavefornemmelser” og “formodninger” med dokumenteret, forskningsbaseret viden.”

 

Projektet er støttet med 3,7 millioner kr. af Den Obelske Familiefond, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og William Demants Fond.

Alle nyheder