Performance på Kedlen, Holstebro
I uge 44 er der projektuge på DJM i Holstebro, med deltagelse af studerende fra DJM i både Aarhus og Holstebro. Ugens arbejde munder ud i en work-in-progress-performance torsdag aften. Alle interesserede er velkomne til denne helt særlige performance, hvor alt kan ske – først i løbet af ugen bliver det fastlagt, hvad der kommer til at foregå.
”Co-creation Week” er en helt særlig uge, hvor studerende fra Holstebro og Aarhus får mulighed for at arbejde sammen og udvikle nye forbindelser og samarbejder i et tværkunstnerisk workshopforløb, ledet af nogle af Danmarks mest spændende kunstnere.
Under vejledning af komponist og performancekunstner Hannah Schneider samt teater- og sceneinstruktør Nicolei Faber skal de i alt 22 DJM-studerende sammen udvikle og iscenesætte en eksperimenterende musikalsk performance.
Arbejdet foregår på forskellige lokationer på Sygehusgrunden, det tidligere hospitalsområde midt i Holstebro, der bl.a. rummer studier, øvelokaler og kreative arbejdsrum – og ikke mindst det gamle hospitalsvaskeri, Kedlen, et stort og råt industrilokale, som i dag er omdannet til et eksperimenterende kulturhus. Her vil de studerende udforske stedets akustik, lyde og kunstneriske muligheder op til deres performance torsdag aften.
Koncerten er gratis, og du kan bare møde op uden billet. Kom i god tid.