Søren Rastogi ny klaverprofessor
Det Jyske Musikkonservatorium har pr. 1. oktober udnævnt den danske pianist Søren Rastogi som ny klaverprofessor ved konservatoriets klassiske afdeling i Aarhus.
Søren Rastogi er et velkendt navn både på konservatoriet og i dansk og internationalt musikliv. Han har en omfattende karriere som solist og kammermusiker og har sideløbende arbejdet med undervisning samt kunstnerisk og pædagogisk udvikling. De seneste ti år har han været lektor i klaver ved Det Jyske Musikkonservatorium.
Som professor skal Rastogi videreudvikle et klavermiljø, hvor højt kunstnerisk niveau, refleksion, samarbejde og internationalt udsyn går hånd i hånd. Blandt hans fokusområder bliver udviklingen af undervisningsmiljøet, internationale samarbejder og talentudvikling.
I forbindelse med udnævnelsen udtaler Keld Hosbond:
”Ved siden af en kunstnerisk karriere på højeste niveau har Søren gennem mange år været en drivkraft i udviklingen af klavermiljøet ved Det Jyske Musikkonservatorium. Han har arbejdet for en åben undervisningskultur med vægt på faglig sparring og fællesskab og været med til at skabe stærke forbindelser til danske talentmiljøer og internationale undervisere. Det er et stort aktiv for konservatoriet, at Søren nu som professor kan fortsætte og udbygge dette arbejde.”
Søren Rastogi siger om sit nye professorat:
”Jeg vil gerne være med til at uddanne kunstneriske ildsjæle – musikere med et højt instrumentalt niveau, men også selvstændige, nysgerrige og handlekraftige kunstnere, som har mod på at præge musiklivet omkring sig. Det kræver høje faglige ambitioner, plads til nysgerrighed og et stærkt fællesskab omkring den enkelte studerendes udvikling.”
International musikerprofil
I september udgav Rastogi sammen med cellisten Andreas Brantelid en cd med sjældent hørte cellosonater på det internationale plademærke Naxos. BBC Music Magazine skriver blandt andet om den nye indspilning:
”De indfanger dramaet med stor skarphed og kontrollerer de musikalske teksturer, så den musikalske struktur træder krystalklart frem.”
Rastogi har også tidligere fået international opmærksomhed for indspilninger med blandt andre den norske baryton Johannes Weisser og cellisten Janne Fredens. I 2023 var han solist på den første indspilning af danske Paul von Klenaus klaverkoncert med Singapore Symphony Orchestra og dirigenten Hans Graf, udgivet på Dacapo Records.
Som kammermusiker og klaverpartner arbejder Rastogi jævnligt sammen med danske og internationale sangere og instrumentalister. Han har optrådt ved festivaler i blandt andet Bergen, Stavanger og Tivoli og spillede senest i august ved Schubertiaden i Roskilde, direkte transmitteret på DR P2. Sammen med Janne Fredens er han kunstnerisk leder af Odsherred Kammermusikfestival.
Rastogi har desuden spillet som solist med de fleste danske symfoniorkestre, haft et tæt samarbejde med DR Vokalensemblet som pianist og musikalsk leder og opført Mozart-klaverkoncerter som både pianist og dirigent.
Undervisning og kunstnerisk og pædagogisk udvikling
Søren Rastogi er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han efter en diplomeksamen med højeste karakterer fortsatte i solistklassen, og har desuden studeret hos Pascal Devoyon i Berlin. Fra 2008 til 2024 underviste han på DKDM, de sidste fire år som lektor.
På Det Jyske Musikkonservatorium har Rastogi ud over soloundervisning, akkompagnement og repetition været med til at udvikle fællesmoduler og valgfag om blandt andet øvemetodik og fortolkningspraksis. Hans valgfag ”Øvning i teori og praksis” og ”Optimér din øvning” er meget søgte blandt studerende fra hele den klassiske afdeling.
Sammen med underviserkollegerne Lasse Laursen og Henrik Knarborg har Rastogi gennem en årrække arbejdet med kunstneriske og pædagogiske udviklingsprojekter om fortolkning i klassisk musik. Projekterne undersøger, hvordan kunstnerisk originalitet, musikerens egne kompetencer og værkets historiske kontekst kan indgå som ligeværdige elementer i en fortolkning. Studerende, professionelle musikere og kunstfaglige eksperter fra andre genrer har været inddraget i arbejdet.
Rastogi var desuden initiativtager og tovholder på forsknings- og udviklingsprojektet ”Online læring – fra begynder til elite”, et samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg Kulturskole og Aalborg Universitet, som modtog 3,7 mio. kr. i fondsstøtte.
Klaverfestival, ny cd med gæster og masterclass med stjernepianist
Fra 19. til 25. oktober afholder Det Jyske Musikkonservatorium den årlige klaverfestival OPUS, i år med besøg af undervisere og studerende fra konservatorierne i Vilnius og Helsinki. Der er koncert hver aften, og i dagtid underviser Rastogi og hans underviserkollega Martin Lysholm gæsterne fra Litauen og Finland samtidig med at DJM-studerende får undervisning af gæstelærerne.
I november udkommer et nyt album med Rastogi og Janne Fredens med førsteindspilningerne af Leokadiya Kashperovas to sonater for cello og klaver. Kashperova (1872–1940) var i sin samtid en anerkendt komponist og pianist i Skt. Petersborg, men hendes musik blev siden stort set glemt.
Til november får DJM også besøg af en af tidens internationalt efterspurgte pianister, franske Lise de La Salle, der giver masterclass for DJMs klaverstuderende.
(Foto: Klavs Kehlet)
Alle nyheder