Debutkoncert – Louise Schrøder, komposition
Louise Schrøder afslutter sine studier i komposition fra solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium med denne koncert. Solistklassen er det højeste niveau ved konservatoriet.
Koncerten er en uropførelse af værket CYKLUS.
CYKLUS er et værk af Louise Schrøder, der tager udgangspunkt i menstruationscyklussen som et kunstnerisk skelet. Det er et tværkunstnerisk samspil af musik, dans og multimedia, hvor hver fase i menstruationscyklussen får sin egen klang, krop og stemning.
Kunst om tabu
Værket er en kunstnerisk oversættelse af kroppens biologi – en fortolkning af, hvordan det kan føles at leve med en menstruationscyklus. Det italesætter det tabu, der stadig omgiver de kropslige og følelsesmæssige erfaringer, der kan følge cyklussen. Særligt menstruationen kan for mange opleves som noget skamfuldt og yderst privat.
Værket insisterer samtidig på, at menstruationscyklussen vedrører os alle, uanset om vi selv menstruerer eller ej. Derfor er værket en bevægelse fra det indre til det ydre – det private gøres fælles og det biologiske poetisk.
Forinden koncerten vil der være en optakt i Kammermusiksalen kl. 18:00. Her vil Louise introducere værket, og læge Ida Bergholdt Jul Christiansen vil fortælle om menstruationscyklussen fra et biologisk perspektiv. Ida har også medvirket i tilblivelsen af værket som lægefaglig konsulent.
“Jeg er selv først inden for det seneste år begyndt for alvor at forstå, hvad der sker i kroppen gennem menstruationscyklussens forskellige faser. Det har fået mig til at tænke over, hvor lidt vi egentlig lærer om noget så grundlæggende ved menneskekroppen – noget, som for mange fylder rigtig meget i hverdagen.
Viden om menstruationscyklussen har ikke været en naturlig stor del af min egen skolegang, og meget af det, jeg ved i dag, har jeg selv måttet opsøge. Derfor indledes koncerten med en optakt, hvor læge Ida Bergholdt Jul Christiansen fortæller om menstruationscyklussen og kroppens biologiske processer. Herefter fortæller jeg om værket og om arbejdet med at fortolke de forskellige faser i en kunstnerisk kontekst.”
– Louise Schrøder
Man kan godt opleve koncerten uden at have deltaget i optakten. Både optakten og koncerten er gratis, og du kan bare møde op uden billet. Kom i god tid.