Bigband-koncert
Ny profil til DJM Bigband
Komponist, pianist, arrangør og bandleder Kathrine Windfeld er blevet tilknyttet Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og leder nu sin første koncert med konservatoriets bigband.
Ved koncerten spiller bigbandet kompositioner og arrangementer af Windfeld, og publikum kan forvente en ekspressiv og varieret koncert med moderne bigbandmusik, fremført af et skarpt og veloplagt band af konservatoriestuderende.
Kathrine Windfeld
Windfeld har for længst etableret sig som en internationalt anerkendt komponist, arrangør og orkesterleder. Hendes kraftfulde, dragende og fascinerende bigband-lyd har ledt til en lang række priser, bl.a. den prestigefyldte “Rising Stars Jazz Award” i London, samt priser som Danish Music Award, Carl Prisen og Ben Webster-prisen. “Det kunstneriske niveau er tårnhøjt, og Kathrine Windfelds bidrag til jazzen i Danmark kan ikke overvurderes”, lød det fx fra Ben Webster Fonden i 2022.
Hun har udgivet fire album med sit eget Kathrine Windfeld Big Band, som alle er blevet rost til skyerne i medier som Downbeat, Jazzwise og The Guardian. Hun dannede for nogle år siden sin egen internationale sextet med musikere fra Danmark, Sverige og Polen, som i marts udgav sit første album, ”Aldebaran”. Hun har turneret i 18 lande og samarbejdet med førende europæiske orkestre som Frankfurt Radio Big Band og Helsinki Jazz Orchestra, og hun har spillet med verdensklasse-solister som Mike Stern, Seamus Blake og Gilad Hekselman.
Med Kathrine Windfeld styrkes Det Jyske Musikkonservatoriums arbejde med bigband repertoiret. Windfeld supplerer det arbejde, som professor Jens Christian ”Chappe” Jensen har stået i spidsen for gennem mange år. De to deler arbejdet med bigbandet mellem sig, og Windfeld underviser også i komposition, arrangement og storbandledelse sammen med Chappe.
Program
Kompositioner og arrangementer af Kathrine Windfeld
Træblæsere
Smilla Herold Ibsen – fløjte
Aline Pettinen, Sophie Lillelund – altsax
Jeppe Cloos, Albert Schwalbe – tenorsax
TBA – Baryton
Trompeter
Konrad Tosti
Anton Hejlesen
Halfdan Hesselager
Jonathan Rosendal
Tromboner
Jakob Antz Vinner
Anner Bøwadt
Mathilde Døssing
James Lund
Rytmegruppe
Gabrielle di Nucci – guitar
Svend Feldbæk Winther – piano
Asger Laursen – bas
Helmer Larsson – trommer
Kathrine Windfeld – direktion
Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.