Time of Upheaval

Program

Henriette Bosmans: Sonate for cello og klaver (1919)
Dora Pejacevic: Sonate for cello og klaver (1913)
Nadia Boulanger: Trois pièces (1914)
Lili Boulanger: Nocturne (1911)

Janne Fredens, cello
Søren Rastogi, klaver

Lektor Søren Rastogi indspiller sammen cellisten Janne Fredens i juni 2023 en CD med titlen ”Time of Upheaval”. Indspilningen er et såkaldt FOKU-projekt (Forskning og Udvikling) ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Bosmans og Pejacevic er de centrale værker på indspilningen og er kun indspillet ganske få gange, og aldrig stillet over for hinanden. Dette er meningsfuldt, da det både er musik af særdeles høj kvalitet, som er alt for ukendt i musikhistorien (værkerne ligger milevidt uden for den gængse kanon for de klassiske koncertsale), og desuden eksemplificerer de brydningstiden omkring 1. verdenskrig meget tydeligt. Værkerne er skrevet inden for en årrække på otte år i Frankrig, Holland og Kroatien.

Henriëtte Bosmans (1895-1952) var en af Hollands største pianister, men hendes egen musik opføres sjældent i dag. Cellosonaten er skrevet i tysk romantisk tradition, med storladne forløb og den arkitektoniske regelmæssighed, vi fx ser hos Brahms, men allerede med forløb, der peger ind i neoklassikken. Hun skriver formidabelt for instrumenterne, da hun selv var international koncertpianist og hendes far var solocellist i Concertgebouworkestret (og en af grundlæggerne af konservatoriet i Amsterdam).

Dora Pejacevic’ (1885-1923) musik eksemplificerer den slaviske senromantik i arven fra Rimsky-Korsakov og Dvorak. Hun var vidunderbarn og skrev formodentlig den første klaverkoncert af en kroatisk komponist. Hun nåede at skrive 106 kompositioner, inden hun døde af komplikationer efter fødslen af sin søn. Disse værker spænder meget vidt og er af høj kvalitet men er stadig helt ukendte herhjemme. Søren Rastogi og Janne Fredens stod for de danske førsteopførelser af hendes klaverkvartet i sæson 2022/2023 på hhv. Odsherreds Kammermusikfestival og med Randers Kammerorkester.

Nadia Boulanger (1887-1979) delte sit liv mellem Paris og USA og var ud over sin kompositionsvirksomhed lærer for en lang række af det 20. århundredes største musikere og komponister: Fx Igor Stravinsky, Leonard Bernstein, Aaron Copland, Astor Piazzolla, Daniel Barenboim og Quincy Jones (!). Hendes ”Trois pièces” er overlegent kompositionshåndværk, der viser vej fra den franske impressionisme og ind i de mere abstrakte strukturer, man finder senere i Frankrig hos fx Messiaen og Boulez.

Lili Boulanger (1893-1918) var Nadia Boulangers søster, der døde allerede som 24-årig af sygdom. Ifølge Nadia Boulanger, var hun “den mest talentfulde af dem alle” og nocturnen er en perle i hende produktion, der i endnu højere grad end Nadia Boulanger knytter stilistisk an til den franske impressionisme. Værket er sjældent indspillet for cello og klaver.

Janne Fredens, dansk cellist, er en særdeles aktiv kammermusiker. Hun har, især med sin klavertrio, Jalina Trio, optrådt i store dele af verden, bl.a. Carnegie Hall, og transmitteres hyppigt i radio og tv. Trioen er topprisvindere ved flere af de største kammermusikkonkurrencer i udlandet og har indspillet flere cd´er, som har modtaget international anerkendelse.
Janne Fredens har også optrådt som solist i både ind- og udland og er nu fastansat som solocellist i Randers Kammerorkester. Hun er dybt engageret i at uddanne den nye generation af musikere.
www.jannefredens.com

Søren Rastogi, er både herhjemme og internationalt en efterspurgt solist, kammermusiker og akkompagnatør. Han har et tæt samarbejde med DR Vokalensemblet, både som pianist og musikalsk leder, er ofte brugt som sonatepartner med instrumentalister og har spillet recitals med bl.a. Vilde Frang, Andreas Brantelid og Benjamin Schmid. Søren Rastogi er lektor ved Det Jyske Musikkonservatorium og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han har givet masterclasses i USA, Norge, Sverige og Finland.
www.sorenrastogi.com

Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.

Alle events