Samarbejde med Århus Sinfonietta og Aarhus Jazz Orchestra
Ved to koncerter midt i november kommer en række af konservatoriets studerende til at prøve kræfter med helt ny musik inden for både rytmisk og klassisk tradition, og i tæt samarbejde med professionelle musikere.
Det sker i samarbejde med to af de største professionelle ensembler i Aarhus: Århus Sinfonietta og Aarhus Jazz Orchestra. Koncerterne afholdes således:
DJM og Århus Sinfonietta: Søndag d. 15. november kl. 19.00 i Lukaskirken, Aarhus
DJM og Aarhus Jazz Orchestra: Tirsdag d. 17. november kl. 20.00 i Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus
Ved koncerten med Århus Sinfonietta bliver sinfoniettaens faste besætning udvidet med over 20 studerende, så de tilsammen udgør et nyt og stort kammerorkester. Orkestret spiller den svensk-tyske komponist Lisa Streichs guitarkoncert “Augenlider”, med konservatoriets guitarlektor Frederik Munk Larsen som solist.
Desuden spiller orkestret værker af to af konservatoriets komponist-studerende, Monika Szpyrka og Michael Hope. Således får både instrumentale og skabende studerende værdifuld erfaring i at arbejde professionelt med helt ny musik. For Århus Sinfonietta er det vigtigt gennem dette samarbejde at understøtte den musikalske fødekæde.
Ved koncerten med Aarhus Jazz Orchestra medvirker desuden det århusianske band Abekejser, der består af tidligere studerende fra konservatoriet. Koncerten bliver et unikt musikalsk møde mellem bandets futuristiske, grænsesøgende jazz og lyden af bigband.
Med udgangspunkt i en række numre af Abekejser har komponiststuderende fra konservatoriets rytmiske linje skrevet helt nye arrangementer for bigband, som bliver spillet af Aarhus Jazz Orchestra sammen med Abekejser – og desuden medvirker flere af konservatoriets rytmiske instrumentalister på scenen. Så også ved dette samarbejde får både instrumentale og skabende studerende værdifuld erfaring i at arbejde professionelt med helt ny musik.
Alle nyheder