28.10.2020

Hvor musikalsk er børn?

Et nyt ph.d.-projekt fra Aarhus Universitet, Health, undersøger i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium musikalske aktiviteter, musikalsk kompetence og arbejdshukommelse hos danske skolebørn i alderen 5 til 20 år.

Torsdag den 29. oktober kl. 14:00 forsvarer Stine Derdau Sørensen sin ph.d.-afhandling med titlen ”Hvor musikalsk er børn? En landsdækkende tværsnitsundersøgelse af individuelle forskelle i musikalsk kompetence og arbejdshukommelse hos danske skolebørn”. Forsvaret afvikles elektronisk via Zoom, alle interesserede er velkomne til at følge med ved brug af dette link: https://aarhusuniversity.zoom.us/j/65359693048

Der eksisterer en lang tradition for måling af børns ‘musikalitet’, som oftest baseret på en antagelse om at børns anlæg for musik er forskellig. I dag er undersøgelser af individuelle forskelle i børns musikalske kompetencer – dvs. deres evne til at opfatte, huske og skelne mellem små afvigelser i melodi og rytme – primært relevante inden for forskningen. For eksempel undersøger adskillige studier, hvordan musikalsk træning kan være til gavn for børns udvikling og kognitive funktioner, såsom sprogtilegnelse og arbejdshukommelse.

Det nye Ph.d.-projekt undersøger forholdet mellem børns musikalske aktiviteter, musikalske kompetence og deres arbejdshukommelse. Undersøgelsen baserer sig på omfattende data fra et såkaldt masseeksperiment, dvs. på et tværsnit af store grupper af børn fra flere danske skoler.
Desuden omfatter projektet også udviklingen af ​​en ny musikalsk høreprøve for børn.

PhD-projektet er udført i et samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium og Center for Music in the Brain, med bevillinger fra både Kulturministeriets Forskningsudvalg og Institut for klinisk medicin (Health).

Alle nyheder