DJM på Århundredets Festival
Når Folkeuniversitetets vidensfestival Århundredets Festival 2020 afholdes i Aarhus d. 28. februar – 8. marts, vil der ud over foredrag, debatter og samtaler også være en række kunstneriske indslag.
Det Jyske Musikkonservatorium er igen i år stærkt repræsenteret med fem musikalske bidrag, som afspejler konservatoriets genremæssige bredde. En række studerende spiller fem koncerter, der alle på forskellig vis forholder sig til årets tema: ”Millennium 1989-2020”.
Netop med dét tema kan de studerende tage udgangspunkt i deres helt egne livserfaringer, da de jo selv tilhører generation Millennium, født sidst i 90’erne og vokset op i 0’erne og 10’erne. Det har ført til en række forskellige og meget personlige bud på koncertprogrammer:
Mandag d. 2. marts kl. 19.00 – Lille Sal, Musikhuset Aarhus
OKBOOMER – millenialstemmer: Nyskrevne sange, komponeret til lejligheden, der formidler de studerendes egne betragtninger om bl.a. internet, sociale medier og politiske omvæltninger.
Fredag d. 6. marts, fra kl. 15.00 – ARoS, Aarhus Kunstmuseum
INTimprovisation: Én musiker og én lytter. Hver lytter får 3-5 min. alene med en fløjtenist, der improviserer over mødet. En udfordring af de sidste årtiers tendens til at undgå direkte kontakt mellem mennesker.
(Arrangeret i samarbejde med ARoS. Kræver entré til museet.)
Lørdag d. 7. marts kl. 16.00 – Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus
En ny tids neoklassik: Tidligere tiders musik inspirerer til stadighed og på nye måder nye generationer af klassiske musikere.
Lørdag d. 7. marts kl. 20.00 – Klubscenen, Musikhuset Aarhus
Ripples Duo: Computeren er gennem de seneste årtier blevet helt central, også i musikverdenen. Dermed er der dukket nye musikgenrer op, helt uden traditionelle instrumenter.
Søndag d. 8. marts kl. 19.00 – Lille Sal, Musikhuset Aarhus
Millenial songs – naked: En eksplosion af nye genrer og udtryk inden for populærmusikken har præget perioden. Her skærer vi ind til benet i tidens sangkatalog, med kun én sanger og én pianist pr. sang.
Der er gratis adgang til alle koncerter. Dog er der almindelig entré til ARoS ved koncertinstallationen INTimprovisation d. 6. marts.
Alle nyheder