16.09.2020

46 mio. til forskningsprofessor

DJM’s forskningsprofessor Peter Vuust (foto t.v.) har fået yderligere 46 mio. kr. fra Danmarks Grundforskningsfond til forlængelse af ”Center for Music in the Brain” ved Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium.

For fem år siden etablerede Peter Vuust Danmarks Grundforskningsfonds Center for Music in the Brain (MIB), et tværdisciplinært forskningscenter, der undersøger hvad der sker i hjernen, når vi lytter til, synger og spiller musik sammen.

Nu får Vuust endnu en grundforskningsbevilling, så han og kollegerne, som tæller både musikere, psykologer, læger og naturvidenskabsfolk, kan tage den igangværende forskning et skridt videre.

Siden centeret blev etableret i 2015, har det udviklet sig til det største forskningscenter inden for neuro-musik i Europa, måske endda i hele verden. Det har tiltrukket en række internationale eksperter, som nu er ansat i centeret, og forskningen opnår stor international bevågenhed, bl.a. i tidsskriftet Nature, som har bragt en featureartikel om Peter Vuust.

Peter Vuust er aktivt udøvende jazzbassist og har siden 2007 været professor ved DJM. Fra 2006 til 2015 var han leder af en tværdisciplinær forskergruppe under Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium der forsker i hvordan musik påvirker hjernen, bl.a. ved hjælp af hjernescanning. Dette arbejder videreføres i MIB.

Se pressemeddelelsen fra Aarhus Universitet her.

Alle nyheder