RAA TORSDAG – DJM@Salling Rooftop Aarhus

RAA TORSDAG er et samarbejde mellem Salling og Det Jyske Musikkonservatorium og skal give vækstlaget af upcoming musikere rammer og faciliteter til at udvikle sig. Med en koncert på Salling Rooftop får de unge musikere en god erfaring med at stå over for et stort, blandet publikum på en professionel scene.

Alle musikerne er nøje udvalgt efter et open call blandt de studerende på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Publikum kommer til at opleve nogle af de mest lovende musikere fra den næste generation – og en stor musikalsk spændvidde blandt de studerende.

Torsdag d. 17. august byder på en jazzkvartet med en London-baseret saxofonist i front, to klassiske saxofonister, der spiller både ny og ældre musik og en popkunstner, der fermt forbinder sine sange med et større elektronisk udstyrsstykke.

Program

15.00: Mark Hurrell Quartet
Den engelske saxofonist Mark Hurrell har spillet på forskellige scener i London. Han stiller her op med en dansk/engelsk kvartet, der spiller original, moderne samtidsjazz for sax, keyboard, bas og trommer.

15.50: Seja Duo
Seja Duo består af de to klassiske, spanske saxofonister Joaquin Durán og Mario Romero, der spiller både ny og ældre musik og som gør flittig brug af de mange forskellige klangmuligheder, der ligger i at skifte mellem alle instrumenterne i saxofon-familien, fra sopran til barytonsax.

16.40: Aya Vedige
Med elektronik og laptop, jysk ironi og et poppet glimt i øjet bliver Aya Vediges lige-ud-af-posen-pop et selvportræt af situationer i hverdagsrum, vi alle kender. Fra street food-oplevelser over strandtur med dårlig partnerkommunikation til scener i soveværelset.

 

Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.

Alle events