Lovely Spaces 1.1
Den belgiske guitarist, komponist og multimediekunstner Ewoud Van Eetvelde besøger den elektroniske komponistuddannelse DIEM på Det Jyske Musikkonservatorium. I forbindelse med besøget er der koncert på Klubscenen i Musikhuset Aarhus, som rummer et multikanal system med 40 højttalere.
Sammen med DIEM-studerende Andreas Brink Pedersen vil Ewoud Van Eetvelde præsentere projektet Lovely Spaces 1.1, som er en videreudvikling af deres første projekt Lovely Spaces 1.0 på Radar, Aarhus, i september 2022. Denne gang med værker af Ewoud Van Eetvelde og Andreas Brink Pedersen skabt til Klubscenens 3D multikanalsystem – under overskriften: Immersive Audio Showcase.
Lovely Spaces ønsker lydligt at omkranse publikum, så man føler sig fuldstændig inddraget, og stræber efter at udfordre vores traditionelle forståelse af rum og hvordan vi interagerer med rummet.
De to kuratorer har arbejdet med deres eget forhold til rum og hvordan de forholder sig til det følelsesmæssigt og fysisk. Dette kommer til udtryk gennem de 40 højttalere, der omgiver publikum, kombineret med et farverigt lyssetup.
Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.