Koncert med Ensemble Pluma
Klassisk musik fra Nordamerika
Klassisk musik i Nordamerika rummer en fantastisk historie, som desværre alt for sjældent bliver fortalt herhjemme. Flere europæiske komponister opholdt sig i en længere årrække i Amerika – fx Dvorak, Bartok og Stravinsky – men snarere end at skabe en egentlig amerikansk tone tog de den europæiske musikarv med sig.
For at finde frem til en særlig amerikansk tone, skal man se nærmere på komponister med et egentligt ophav i Amerika. Og man skal have øje for, at det ikke kun var europæere, der emigrerede til Amerika, men fx også asiater. Denne multi-etnicitet har også spillet en stor rolle for dannelsen af denne amerikanske tone.
Ved denne koncert spiller Ensemble Pluma et uddrag af egentlig amerikansk musik fra det 20. århundrede. Koncerten begynder med et af de allerstørste værker fra en af de allerstørste amerikanske komponister: Aaron Coplands ’Appalachian Spring’.
Cirka 30 år senere opstod den amerikanske minimalisme, især med komponisten Terry Riley som foregangsmand. Hans berømte værk, ’In C’, som også spilles ved koncerten, var et direkte opgør med den samtidige europæiske serialisme, og det åbnede for helt nye, æstetiske tanker om, hvad musik kan og skal.
Komponisten Chen Yi samler i slutningen af det 20. århundrede op på de tidligere tendenser i amerikansk, klassisk musik, men blander dem også med sine egne kinesiske rødder. Ensemble Pluma spiller hendes værk ’Duo Ye’ ved koncerten.
Program
Aaron Copland: Appalachian Spring, version for 13 instruments (1944)
Chen Yi: Duo Ye (1985)
Terry Riley: In C (1968)
Medvirkende
Ensemble Pluma under ledelse af dirigent Johanne Sofie Bech Madsen
Ensemble Pluma består af nuværende og tidligere studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium.
Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.