Curiosity Festival: Stilhedens Cirkel

Curiosity Festival er en hel dag for det nysgerrige øre, fra middag til aften d. 6. november i Musikhuset. Genreskel bliver ophævet og koncertbegrebet udvidet. Professionelle musikere og ensembler møder dygtige unge konservatoriestuderende, og såvel studerende som etablerede komponister leverer musikken. Ved aftenkoncerten spiller Århus Sinfonietta og Aarhus Jazz Orchestra et helt nyt værk sammen, skrevet af Gorm Askjær i spændingsfeltet mellem improviseret musik, bigband-jazz, Ny Musik og alt derimellem.


Landsbyens stilhed; rundt omkring toner
de forladte skove. Hjerte,
bøj dig nu ømmere
over den sovende kvinde.

“Stilhedens Cirkel” er en musikalsk forestilling om længsel; en sammenvævning af sprog og musiktraditioner; et frugtbarhedsritual; et poetisk møde mellem Nord- og Sydeuropa. Sammen sætter vi os i cirklen – et af menneskets ældste rituelle rum – for at lytte.

Ud af stilheden vokser landskabet frem. To skikkelser ankommer fra hver sit sted; krydser, jagter, overlapper hinanden – og skaber en form for spil, hvorigennem de søger en forbindelse med deres natur. En stemme reciterer digte om nordlige tusmørkelandskaber, mens en harmonika fremmaner syden og minder om en tid, hvor mennesket vidste, hvad naturen kunne give. Et urminde om en verden, hvor bonden tog sig af frøet, og hyrden iagttog sine får på afstand, mens livets mysterium bevaredes.

“Stilhedens Cirkel” forløber som en drøm; overlapningen af italiensk, napoletansk og skandinaviske sprog tager publikum med igennem et flydende kulturelt felt, der giver mulighed for at forholde sig til en dimension af ‘andethed’.

De fysiske billeder, dansen og stemmerne åbner et rum, hvor man kan forholde sig til en dyb naturlig dimension, der består af at lytte og modtage – uden nødvendigvis at forstå.

Performere og musikere

Johanne Lange og Domenico Mannelli

Musikken er skrevet af Domenico Mannelli, til digte af Georg Trakl.
Johanne Lange er tidligere og Domenico Mannelli nuværende studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Baggrund

Forestillingen er inspireret af før-kristne myter om frugtbarhedsgudinden, Jordens gudinde. I forskellige udgaver har hun været tilbedt i både nord- og sydeuropæiske kulterer i mange tusinde år. Særligt i det katolske Syditalien er der siden kristendommens indførelse opstået en form for synkretistisk sammensmeltning med Jomfru Maria, som er en meget vigtig helgen i området. “Stilhedens Cirkel” er skabt til og havde sin premiere i Maria della Caritá-kapellet på en bjergside uden for Napoli i sommeren 2022.

Ensemble Advena blev grundlagt af Domenico Mannelli i 2021 med ideen om at skabe en menneskelig container, der pendler mellem nord og syd, med fokus på at skabe forestillinger på tværs af musikgenrer, kunstformer og kulturer. Projektet involverer forskellige kunstnere og forskere og beskæftiger sig med temaet ‘transkulturalitet’ i forhold til den menneskelige krop og miljøet.

Siden 2021 har ensemblet skabt forestillingerne “The Norns Project”, “Når månen står op, bliver selv fisk forelskede” og “Stilhedens Cirkel”.

Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.

Alle events