Vinterjazz: Acoustic Negotiation & Celebration
Som en del af Vinterjazz 2023 præsenterer Det Jyske Musikkonservatorium et omfattende program med ny musik af vidt forskellig karakter, men båret af en fælles nysgerrighed og åbenhed over for at lade det tilfældige og det gennemkomponerede mødes.
I 2. del er orglet i salen helt alene på scenen, sammen med en computer. Koncertens samlede varighed er ca. 2½ time inkl. pause.
Del I
Acoustic Negotiation
Acoustic Negotiation er en samlet koncert, hvor 12 forskellige komponister præsentere elektroniske og akustiske eksperimenter – eller forhandlinger – hvor både improvisation og komposition får plads. På scenen udfordres såvel de akustiske instrumenters klanglige karakterer som computernes metriske præcision.
Koncerten bliver opført i Symfonisk Sal i Musikhuset, hvor det store koncertorgel kommer i spil sammen med bigband, synthesizer og computer.
Salens formidable akustik forstærkes og udfordres yderligere af en 3D lydopsætning.
Musikken bliver understøttes af auto-reaktive visuals, skabt særligt til arrangementet.
Medvirkende:
Theo Benjamin Hjorth: klaver/komponist
Lasse Michelsen: guitar/komponist
Lingyun Chen: violin/komponist
Tönis: bas/komponist
Jon: synthesizer/komponist
Olga Witte: orgel/komponist
Chappe: saxofoner/komponist
Andres Beltran: visuals
Jens Jakob Madsen: laptop/komponist
Alexander Palm: laptop/komponist
Nikolaj Skjold: laptop/komponist
Andreas Brink Pedersen: laptop/komponist
samt Det Jyske Musikkonservatoriums Big Band
Del II
Wayne Siegel: Celebration (2014)
for robotstyret pibeorgel og vejrsatellit
Celebration er et helt særligt orgelværk, som uden menneskelig indblanding bliver “spillet” af en computer, der er direkte forbundet med en indbygget computer i orglet i Symfonisk Sal.
Værket er baseret på kompositoriske ideer og teknikker, som Wayne Siegel udviklede til sit 12-timer lange værk Everyone Talks about the Weather (2013) for robotstyret pibeorgel og vejrsatellit. Siegel udviklede her et computerprogram, som efter nærmere definerede regler “oversætter” skiftende signaler fra en vejrsatellit til orgelmusik. Man kan sige, at vejret dirigerer musikken, mens computeren komponerer den undervejs.
I Celebration, der “kun” var en time, benytter Siegel samme teknik og supplerer yderligere med variationer over seks velkendte islandske salmemelodier, der har tekst af den islandske digter Hallgrímur Petursson. Værket blev oprindeligt bestilt af Hallgrímskirkja i Reykjavik, den største kirke i Island, til fejringen af 400 års dagen for netop Hallgrímur Petursson, som kirken er opkaldt efter. Kirken huser et kæmpestort pibeorgel bygget i 1992 af den tyske orgelbygger Johannes Klais, der også står bag det symfoniske orgel i Symfonisk Sal i Aarhus, og som også har en indbygget computer.
Det er første gang Celebration bliver opført i Danmark.
Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.