Åben masterclass – Brandt Attema, basun

I weekenden d. 3.-4. december gæster det hollandske basunfænomen Brandt Attema igen Det Jyske Musikkonservatorium for at undervise konservatoriets basunstuderende. Brandt Attema blev i 2018 udnævnt som adjungeret professor ved DJM og har siden været en flittig og højt skattet gæst.

Alle interesserede har mulighed for at opleve hvordan denne hollandske basunvirtuos arbejder med de studerende ved konservatoriet. Der er nemlig offentlig og fri adgang ved mesterkurset lørdag i tidsrummet mellem kl. 11:00 og kl. 21:00 (med pauser undervejs) i Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus.

Ligeledes er det muligt at opleve Attema ved en gratis koncert sammen med de studerende søndag d. 4. december kl. 19:30 i Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus. Ved koncerten kan man høre, hvad der er blevet arbejdet med i løbet af weekenden. Og ikke mindst kan man opleve Brandt Attema som solist med konservatoriets basunensemble RAMA Trombones i Eric Ewazens “Concertino” og i Ernst Sachses “Konzertino”.

Fortsat samarbejde
De studerende får lejlighed til at opleve Attema flere gange i løbet af dette studieår. Til april 2023 tager basunklassen til Karlsruhe, hvor Attema til daglig er professor, for at spille med Attemas egne studerende.

Udover masterclassen indgår Attema i en workshop sammen med Det Jyske Musikkonservatoriums mangeårige basunprofessor Niels-Ole Bo Johansen. Sammen arbejder de på et helt nyt værk komponeret af den tidligere DJM-studerende Lil Lacy for tenor- og basbasun, basunensemble og elektronik. Værket forventes uropført i sin helhed i løbet af foråret/sommeren 2023.

Der udstedes ikke billetter til denne koncert – kom i god tid.
Alle events