Eyal Lovett Trio feat. Gilad Hekselman
Eyal Lovett er israelsk jazzpianist, bl.a. uddannet i New York og i en længere årrække bosat i Berlin. Hans trio har gjort sig bemærket på den europæiske jazzscene, bl.a. med tre albumudgivelser i årene 2012-19, med optræden i førende koncertsale og som ”Artist of the Year” (“Jazzy Berlin”, 2017) og med førsteprisen ved den internationale “Jazz Wings”- konkurrence i Warszawa (2018).
Trioens fjerde plade “Through the Rain” udkommer her i februar og præsenteres ved koncerten i Musikhuset Aarhus. Det er unik, ekspressiv og lyrisk musik, der søger efter skønhed og visdom; Eyal Lovett har en særlig flair for melodier. Blandt numrene er der både originale kompositioner og israelske folkesange. Lyden er inspireret af et moderne jazz-groove, af den klassiske musiks evne til at skabe billeder og af farverne i musik fra Israel og Middelhavet.
Som særlig gæst ved koncerten medvirker den israelsk-amerikanske mesterguitarist Gilad Hekselman, der også medvirkede på Lovett-trioens anmelderroste 2. album.
Forbindelser til Danmark
Den danske bassist og adjunkt ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg Kenneth Dahl Knudsen var i Berlin-årene fast bassist i Eyal Lovetts trio og var med på de først tre album. Dahl Knudsen fik Lovett til Danmark på flere turnéer, hvor han spillede med en række danske musikere. Gennem Dahl Knudsen fik Lovett kendskab til det blomstrende jazzmiljø i Aalborg, og i 2021 flyttede Lovett til byen, dels for at komme tættere på det professionelle netværk i Nordeuropa, dels for fordybe sig som studerende på solistuddannelsen på Det Jyske Musikkonservatorium.
Det nye album “Through the Rain” er indspillet i Aalborg, med en ny bassist, Jan Sedlak, der også stod for optagelsen. Sedlak er netop en af de unge jazzmusikere fra miljøet i Aalborg, som Lovett har stiftet bekendtskab med. Jan Sedlak er desuden kandidatstuderende ved konservatoriet i Aalborg. Til foråret skal trioen på turné i Japan og senere igen med Gilad Hekselman. Trioens trommeslager er siden 2012 australske Aidan Lowe, der til daglig bor i Berlin.
Eyal Lovetts trio kommer tilbage til Aarhus allerede d. 6. maj, hvor trioen står først på programmet på Det Jyske Musikkonservatoriums scene ved årets SPOT-festival.
Oplev Lovett m.fl. her:
Eyal Lovett Quartet – Hope Beyond Borders – YouTube
Gilad Hekselman – Verona (From Homes, Oct 2015) – YouTube
www.eyallovett.com
www.facebook.com/eyallovettmusic
Eyal Lovett – Spotify
www.giladhekselman.com
www.facebook.com/gHexMusic
Gilad Hekselman – Spotify
Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.