DIEM Elektro

Vi byder velkommen til en aften med fire studerende fra komponistlinjen for elektronisk komposition (DIEM) ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Koncerten begynder kl. 20:00, dørene åbner 19:30.

Line-up: Mads Bergland, ujisol, William Gerdes

Mads Bergland

Med en baggrund i grænsesøgende og alternativ musik har Mads Bergland altid afsøgt hybrid-rummet mellem genrerne. Under forskellige aliasser og i forskellige konstellationer har han en lang række udgivelser bag sig inden for eksperimenterende klubmusik, techno, postpunk og avantgarde pop.

Denne aften vil Bergland spille et mere nedtonet og melankolsk ambient sæt, der arbejder med generative kompositionsmetoder.

ujisol

ujisol experimenterer med lyd og rum i et performativt og scenografisk univers.
Duoen består af Jirasol Pereira og Ulrik Vincent.

ujisols udtryk er flydende, og de væver mellem forskellig genrer og udtryksformer. Ulrik og Jirasol tilgår det uperfekte og undersøger grænsen mellem smukt og grimt.

ujisol inspireres af naturen, magisk realisme og den elektroniske avantgarde.

William Gerdes

Gennem hårdtslående og tunge elektroniske kompositioner forener William Gerdes installationskunstens eksperimenter med hip-hoppens og poppens relaterbare ærlighed.

Centralt i musikken står vokalen og processeringen af samme, der gennem selvbyggede mikrofoner og specialdesignet beklædning får en nærmest fysisk karakter, som på samme tid er dragende og fremmedgørende.

Blottelse, sårbarhed og kampen mellem det rationelle og det irrationelle er blandt de lyriske omdrejningspunkter – en splittelse og en konflikt, der kompositorisk er spejlet i mødet mellem menneske og teknologi.

I et sammenkog af inspirationskilder mødes popkultur og lydkunst, minimalisme og maksimalisme og ikke mindst stilhed og støj, alt imens William Gerdes’ energiske universer udfolder sig.

Arrangementet er gratis, og du kan bare dukke op uden billet. Kom gerne i god tid.

Alle events