Debutkoncert – Xenia Frederiksen, klaver

Xenia Frederiksen afslutter sine studier i solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium med denne koncert. Solistklassen er det højeste niveau ved konservatoriet.

Ved koncerten spiller hun de tre sidste og storslåede klaversonater af Beethoven (opus 109, 110 og 111), og imellem dem fletter hun poetiske og humoristiske klaverværker af den nulevende finske komponist Cecilia Damström.

Xenia fortæller selv om sit repertoirevalg:

”Hvis vi siger, at Bachs Veltempererede Klaver er Det Gamle Testamente for pianister, og alle Beethovens 32 klaversonater er Det Nye Testamente, så må de tre sidste sonater være Korintherbrevet, med Paulus’ berømte ord om kærlighedens væsen, brugt ved utallige kirkebryllupper.
Opus 109 med sit uudslukkelige håb, der tændes som en lille flamme fra første tone og ender med at blusse som en buldrende ild i de sidste toner af sidste sats. Opus 110 med sin helt særlige lyriske poesi, der lyser af kærlighed. Og til sidst opus 111, der i sin monumentale fasthed leder tankerne hen på troen – måske ikke for Beethoven den kristelige tro, men troen på humanismen, der i sidste ende sejrer.
Imellem disse kæmpeværker kommer den unge moderne komponist Cecilia Damströms klaverstykker, der er både skønhedssøgende og morsomme. På en måde lyder de lige så klassiske som Beethovens værker, og de får Beethovens værker til at lyde så moderne, som var de skrevet i år!”

Program

Beethoven: Klaversonater op. 109, 110 og 111.
Desuden klaverværker af Cecilia Damström (F)

Xenia Frederiksen

Uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium hos prof. Anne Øland, senere på Sibelius Akademiet i Helsinki hos prof. Erik T. Tawaststjerna.
Solistuddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium hos Søren Rastogi og Martin Lysholm.
Xenia Frederiksen har som soliststuderende også studeret i Paris hos prof. Denis Pascal. Hun har vundet en række priser i nationale og internationale konkurrencer, senest i Agamus Padova International Music Competition. Xenia var finalist i den første Rued Langgaard Konkurrence i 2021.

Der udstedes ikke billetter til denne koncert – kom i god tid.
Alle events