AFLYST: Vinterjazz – Blood, Sweat, Drum+Bass

Blood Sweat Drum + Bass (BSD+B) indleder under Vinterjazz 2021 et enestående samarbejde med den gambianske komponist, koraspiller og sanger Dawda Jobarteh, der som barnebarn af den berømte Alhaji Bai Konte på bedste vis viderefører den stærke vestafrikanske Griot-tradition som traditionel sanger, gøgler og historiefortæller.
Dawda Jobarteh er allerede stærkt integreret i den danske jazz/pop scene igennem en lang række samarbejder med bl.a. Pierre Dørge, Moussa Diallo, Ida Corr, Caroline Henderson, SCRAM, Den Sorte Skole, CTM, Palle Mikkelborg, Rumpistol, Suleymane Faye, Toumani Diabaté.
Nu er turen så endelig kommet til BSD+B, efter at orkestrets leder og idé-mand Jens Christian Chappe Jensen og Dawda Jobarteh til stor gensidig glæde arbejdede sammen for første gang på et internationalt stævne for verdensmusik i Georgien i 2019.
Dette møde var så stærkt, at næste skridt bliver koncerterne under Vinterjazz 2021, der dels vil byde på Dawda Jabartehs egne sange i helt nye arrangementer, hvor BSD+B’s særlige lyd med den stærke store rytmegruppe, de elektroniske elementer, bigband blæserne og de flotte vokaler vil flettes sammen med helt ny skrevet musik af Chappe. Koncerten bliver således et helt nyt bud på Blood Sweat Drum + Bass – nu med afrikansk inspiration.
Blood Sweat Drum + Bass kan i 2021 fejre sit 20-års jubilæum, og er ofte blevet fremhævet for at være ”legesyge og nysgerrige”.
Der udstedes ikke billetter til denne koncert – kom i god tid.