Debutkoncert – Sune Pors, guitar

Sune Pors Andersen debuterer som rytmisk guitarist fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse.

Debutkoncerten er samtidig release-koncert for albummet “Convalescence”.

“Convalescence” er en fantasifuld og ambitiøs sammensætning af en strygekvartets akustiske varme og Sunes elguitar.

Sune Pors har komponeret musikken, som fremføres i samarbejde med den unge, fremadstormende Admeta String Quartet, og som er et resultat af en forelskelse i kammermusikkens klangunivers og en vision om at skabe et rum, hvor det kan sameksistere med hans eget udtryk, som er præget af en baggrund i jazz, rock og folk.

Om Sune Pors

Som teenager lyttede Sune Pors til rockmusik, han begyndte at spille elguitar, kom med i diverse bands og spillede koncerter og jamsessions. Efterhånden bredte interessen sig til blues, jazz og folk, han studerede fem år på Det Jyske Musikkonservatorium og spillede i mange forskellige sammenhænge, fx med Anna Bell og Lucas King. Han spillede også i bigband og med den dansk/kurdiske popgruppe Li Diné.

I 2019 blev Sune Pors igen optaget på musikkonservatoriet, nu i solistklassen, hvor han begyndte at interessere sig for grænselandet mellem den rytmiske og den klassiske verden. Han fandt sammen med den klassiske guitarist Kirsi Tilk i duoen Thief On The Roof og arbejdede med at overføre den klassiske tankegang til elguitaren og til sin egen måde at forstå musik på.

Med samarbejdet med Admeta String Quartet omkring “Convalescence” afslutter Sune Pors nu sine studier ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Besøg Sunes hjemmeside her.

Alle events