Debutkoncert: Jasmin Rose, korledelse

Du er hermed inviteret på en magisk og mystisk rejse, med historier om liv og kærlighed.

Fortalt gennem vokalmusik af en gruppe på 7 sangere, understøttet af beatbox -legenden RoxorLoops. Og under ledelse af sanger og korleder Jasmin Rose – der med denne koncert debuterer fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse.

En koncert for alle, der holder af popmusik iblandet toner af nordisk og mellemøstlig folkemusik. Og for alle, der elsker vokalmusik og improvisation.

Solistklassen er det højeste niveau ved konservatoriet.

Koncerten kan også opleves online som en Facebook online event.

Jasmin Rose har en musical performer-uddannelse fra London School of Musical Theatre og har senest medvirket i musicalen ”Jesus Christ Superstar” i Tivolis Koncertsal. De senere år har hun især fokuseret på a cappella vokalmusik. Hun har været en del af vokalgruppen Dopplers og har aktuelt et duoprojekt med beatboxeren RoxorLoops, som også er hendes kæreste. Sammen optrådte de ved dansk melodigrandprix i 2020 med sangen ”Human”.

Siden 2016 har Jasmin Rose studeret Rytmisk Sang og Korledelse ved Det Jyske Musikkonservatoriums afdeling i Aalborg. Sideløbende har hun arbejdet som korleder, sanglærer og udøvende kunstner. Som korsanger har hun bl.a. optrådt med Bobby McFerrin og ved TV2’s store Juleshow. Jasmin skriver også selv musik til kor.

Der udstedes ikke billetter til denne koncert – kom i god tid.
Alle events