Indspilning af Paul von Klenaus klaverkoncert.

- uropførelse og indspilning af Klenaus klaverkoncert med Singapore Symphony Orchestra og den østrigske mesterdirigent Hans Graf.

v. Søren rastogi, lektor i klassisk klaver

Søren Rastogi har i mange år været involveret i at fremme Paul von Klenaus musik. Han har uropført flere værker af komponisten, bla. hans klaversonate i f-mol og sangene til tekster af Ludvig Holstein med tenoren David Danholt. Han skal nu indspille uropføre og indspille klaverkoncerten på pladeselskabet DACAPO i sæsonen 2021-2022 med Singapore Symphony Orchestra og den østrigske mesterdirigent Hans Graf. Indspilningen forventes udgivet og distribueret 2022. DJM støtter færdiggørelsen af indstuderingen af værket samt rejseudgifter i forbindelse med indspilningen som et FOKU-projekt i studieåret 2020-2021

Den danske komponist Paul von Klenaus klaverkoncert er et stort anlagt og virtuost værk i traditionen fra den romantiske klaverkoncert, men komponeret på baggrund af modernistiske principper (en tonalt styret tolvtoneteknik, som han videreudviklede med inspiration fra sin gode ven Alban Berg). Derfor har værket en stor nyhedsværdi, både for det danske og internationale musikmiljø, og vil være et meget tiltrængt tillæg til dansk klaverrepertoire. Klaverkoncerten er en stort anlagt klaverkoncert hvad angår klanglig tekstur, pianistiske udfoldelser og spændingsopbygning. Der er stort set intet værk i det danske repertoire for klaver og orkester af dette format. Den æstetiske arv efter Carl Nielsen i 30’erne og 40’ernes danske musikliv så ikke mildt på klaverløvens store udfoldelser – renhed og klarhed var idealet, ikke de svulstige senromantiske energiudladninger, som vi f.eks. ser hos Rachmaninov.

Klenau var en meget stor personlighed i mellemkrigstidens europæiske musikmiljø, men på grund af hans tilknytning til arbejdsmarkedet i Tyskland, blev han ignoreret af eftertidens danske musikmiljø: Hans værker var glemt i 60 år og er stort set ikke blevet opført i det lange tidsrum. Både i Klenaus sidste år i Danmark og i eftertiden havde man svært ved at forlige sig med hans forhold til nazismen i trediverne og under krigen. Forholdet mangler imidlertid historisk belæg, og komponisten fortjener en genopdagelse.

Manuskriptet til klaverkoncerten henlå – sammen med en række andre hidtil ubekendte værker – ukendt uden for den snævre familiekreds i mere end halvtreds år efter komponistens død, indtil det i 2001 dukkede op i forbindelse med fundet af en stor samling Klenau-manuskripter hos hans barnebarn i Wien. Efterfølgende blev samlingen købt af Det Kgl. Bibliotek og flere af manuskripterne udgivet af Dansk Center for Musikudgivelse.

I 2013-2017 var klaverkoncerten genstand for KUV-projektet ’FormingPerforming’, ikke mindst Søren Rastogis indstuderingsarbejde med værket. Han valgte at videooptage mindre dele af sin øvning på klaverkoncerten, og i forbindelse med projektet udkom en e-bog, som forholder sig både til Søren Rastogis videoer og til refleksioner om egen kunstneriske proces, han har gjort sig i processen. KUV-projektet fandt sted på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Resultaterne af FormingPerforming er allerede i brug i flere undervisnings- og KUV-sammenhænge, som et eksempel på brugbarheden af kritisk refleksion og ”first-person-methods” i forhold til at udvikle egen kunstnerisk praksis.